Kender du WORON? Jeg kendte dem ikke, før Emily Salomon nævnte dem. WORON er, kort fortalt, et skandinavisk firma med rod i København, der producerer bæredygtigt undertøj.
Undertøjet produceres af økologisk bomuld og bøgetræ. Det er altså både plantebaseret, cruelty free og fri for kemikalier som f.eks. giftige farvestoffer og deslige. Det er desuden GOTS-certificeret og lever op til minimum Øko-Tex standard 100. Du kan læse meget mere om deres vision og materialer her.

Blødt og behageligt
Og hvad skal alt dét så nytte, hvis undertøjet kradser eller blot ikke er særlig behageligt? Ja, det ved jeg ikke, for det er absolut ikke tilfældet med WORON. Jeg plejer ikke at kunne udholde af hipsters eller briefs på, men jeg tog chancen og bestilte en pakke med Brief Base. Det er ikke det billigste undertøj på markedet, men da førnævnte Emily Salomon delte en rabatkode, gav det en oplagt anledning til at få det prøvet af.
Nu kommer jeg nok aldrig til at bruge andre underbukser igen. De er så behagelige, bløde og ganske pæne i de neutrale farver. Da jeg tog dem på første gang, blev jeg meget positivt overrasket. Som sagt plejer jeg ikke at kunne holde den slags ud, men jeg kan vitterligt ikke mærke, når jeg har dem på. De er simpelthen så bløde og har en skøn pasform.
Billeder fra woronstore.com
Prisen – alt taget i betragtning
Som nævnt, er det ikke det billigste undertøj på markedet. Men det er der jo en god grund til. Det er langt dyrere at producere noget, der er bæredygtigt, miljøvenligt og at få diverse certificeringer på. Og når nogen lægger så meget i at fremstille noget, der er behageligt, i god kvalitet og samtidig ikke giver minus på bæredygtighedskontoen, så betaler jeg gerne prisen. Jeg købte en 3-pak af Brief Base Knickers i nude og har dem i str. M. Medium er min standard størrelse i underbukser efter de to graviditeter, så du kan roligt gå efter din sædvanlige størrelse. Når du køber 3-pak sparer du i øvrigt 15% ift. hvis du købte 3 par enkeltvis.
De er allerede storfavoritter hos mig og jeg skal helt sikkert have flere. Jeg er fristet til også at forsøge mig med at investere i deres strømper, da jeg forestiller mig, at de både er behagelige og holdbare. Og så er de tilmed også pæne.
Går du op i bæredygtighed ift. din garderobe? Og tænker du også over det ift. undertøj? Eller køber du som regel bare det billigste, du kan finde?
PS: Mere Mode her.
Skriv et svar