Jeg har kæmpet, så længe jeg kan huske, for at få sunde negle. Det er bare aldrig rigtig lykkedes. Jeg har læst og fulgt alle rådene, forsøgt mig med egen fornemmelse, ladet dem være, brugt neglehærder, neglebåndsolie, alt. Jeg var stor neglelakentusiast og fik, via en Facebook gruppe, også en del bekendte ad den vej. Men jeg var hverken lige så dygtig med neglelak eller havde lige så pæne negle som alle de andre. Til sidst opgav jeg og fik i stedet lavet akrylnegle indimellem. Som regel mandelformede eller firkantede og altid naturfarve. Så kunne jeg selv lege med forskellige farver lak.
Men jeg bliver stadig så misundelig, når jeg ser andres flotte negle. Jeg følte mig altid bedre tilpas, når jeg havde de dér perfekt formede akrylnegle på. Har du nogensinde hørt ordsproget om, at dine hænder er dit visitkort? Det passer vist ret godt på den følelse, jeg har omkring mine negle. Så nu har jeg besluttet mig for at gå all in i jagten på de sunde, pæne negle.

Det indre påvirker det ydre
Dengang var jeg også bare mig. Jeg kunne prioritere, som jeg selv ville og lade være med at gå op i ting, man skal, når man er flere. For eksempel maden. Jeg gik overhovedet ikke op i, hvad jeg spiste, fordi mad simpelthen aldrig har interesseret mig. Jeg spiste pizza, kage, pomfritter, færdigkøbte panetter, burgere fra grillen. Kort sagt en masse junkfood, færdigkøbt mad og bagværk. Det har ikke ligefrem styrket mig. Og vi kommer ikke udenom, at det, vi gør ved også indre, i den grad også påvirker vores ydre. Jeg har især altid kunnet se i mit ansigt, når jeg spiste på den måde. Nu synes jeg, at det er blevet lettere for mig at forsøge at få sunde negle. Og jeg har en teori om, at det også hjælper med min sundere livsstil.
Ingen acetone
Jeg brugte også altid neglelakfjerner indeholdende acetone eller ligefrem ren acetone til at fjerne neglelakken. Med undtagelsen af, når jeg havde falske negle, selvfølgelig. Acetone har dog den effekt, at det kan gøre neglen porøs. Og dét har jeg især oplevet problemer med. Selve neglefladen har jeg ligesom kunnet pille af i flager. Og så er de knækket i ét væk.

Neglehærder og neglebåndsolie
Neglehærder har jeg også forsøgt mig med. Nogle af dem fungerede bare ikke for mig. Appeal4 Nail Booster har jeg dog været glad for. Jeg brugte den indimellem alene, men oftest som basecoat. Her syntes jeg, den gjorde den største forskel i forhold til holdbarheden på min neglelak. Lige præcis den ser dog ud til at være udgået.
Nu, hvor har besluttet mig for at gå all in, er jeg også blevet enig med mig selv om, at der må “investeres” lidt mere i det. Så jeg har købt den lovpriste Herôme neglehærder. Den husker jeg fra flere år tilbage, men jeg prøvede den vist aldrig selv. Det gør jeg så nu og har valgt den ekstra stærke version. Det har mine negle vist brug for.

Tørre neglebånd er også noget, jeg længe har haft. Det fandt jeg dog hurtigt en kur mod, men det gjorde faktisk ikke jordens største forskel i det store billede. Men neglebåndsolie er i sig selv en ret stor redning. Jeg har både brugt en fra OPI og en fra CND. Den fra OPI er rigtig god, men jeg foretrækker CND SolarOil. Den har jeg stående fremme nu, så jeg husker den hver dag.
Vitaminer til neglene?
I mine overvejelser om at gå all in, har jeg også tænkt på, om jeg skulle begynde at tage kosttilskud målrettet neglene. Jeg har god erfaring med de hårvitaminer, jeg spiser, så jeg ville klart gå efter samme brand. Jeg tænker, at det måske kunne give et boost til de sundere negle her i starten og så kan man måske “undvære” dem hen ad vejen.
Hvordan er dine negle? Har du også problemer eller er dine sunde og stærke? Hvad bruger du af neglepleje?
PS: Mere Beauty & Selfcare her.
Skriv et svar