Her har vi næsten altid anvendt både Netflix og ViaPlay for de mindste i vores lille familie. Vi har aldrig opereret med decideret skærmtid. Hvis det er efterspurgt eller vi måske selv har brug for at klare et eller andet, mens børnene slapper af, er der blevet tændt. Så længe der stadig også kan leges inde og ude, ser jeg ikke det store problem i det. Så nu har jeg forsøgt at skabe et overblik over, hvad der egentlig findes på Netflix og ViaPlay for de mindste – selvfølgelig baseret på, hvad mine egne børn drages af.

Netflix
Ordlege
I Ordlege møder vi dyrebabyerne Frannie, Lulu, Kip og Bailey, der er henholdsvis gepard, panda, kratkænguru og elefant. I en enkelt sæson er der også en mandarin-talende skildpadde, Tilly. Ordlege er faktisk ganske lærerigt, da vi ser babyer lære gode manerer, ord, lege og at følge et skema. Rosa har i hvert fald lært at sige “undskyld mig“, når hun bøvser, efter at have set Ordlege, haha!
Barbapapa
Barbapapa-familien er en flok ballonformede skabninger, der kan skifte facon. Familien består af Barbapapa, Barbabamama og 7 Barbabørn, der alle har forskellige farver. Barbapapa blev faktisk lavet helt tilbage i 1977. Her er det også Barbapapaernes hverdag, vi følger. De kommer ud på mange sjove eventyr og vi ser dem ofte kæmpe for dyrenes rettigheder, f.eks. stopper de krybskytter. En super simpel serie, der er populær hos mange små børn.
Ben & Hollys lille kongerige
Holly er en feprinsesse og Ben er en alf, men de er gode venner. De leger sammen og Holly øver sig i sin magi, som tit går galt. Rosa faldt især for denne serie pga. mariehønen Fido. Det er en også simpel og sød serie, der både handler om venskaber, magi og at gøre det rigtige.
Den Lille Prinsesse
Den handler, sjovt nok, om en prinsesse. Hun er møgforkælet og har en vilje af stål. Men samtidig er hun også nysgerrig omkring verden og andre mennesker.

Boss Baby
Babyer bliver produceret fra en fabrik, hvorfra de sendes ud til deres familier. Denne fabrik styres af babyer, der drikker en speciel modermælkserstatning, så de altid vil være babyer. Boss Baby, der står til forfremmelse, bliver sendt ud i en familie og vi følger, hvordan han kæmper med at holde på sit job eller at blive hos den bror, han måske faktisk kommer til at holde oprigtigt af. En ret sød og sjov serie, der også viser lidt om at balancere familieliv og karriere – men for babyer.
Der findes også en film.
Billy Bilsen
Billy er en bil, det giver vist lidt sig selv. Og egentlig skildrer serien her et ganske typisk familieliv, bare i form af biler. Billy kommer især ud for nogle svære følelser såsom at blive forbigået til fordel for søskende eller at skulle på sin første overnatning, hvor alting er anderledes end derhjemme. Og her lærer han så, hvordan følelserne håndteres.
POCOYO
POCOYO er en serie med henblik på læring. Det foregår i en simpel setting med hvid baggrund og karakterne ligner lidt det, vi måske kender fra claymation. Her lærer POCOYO så om former, farver og alt muligt andet, der kan forekomme i hverdagen hos et barn.

ViaPlay
Paw Patrol
Også en af de mere populære serier hos mindre børn, så vidt jeg kan fornemme. Paw Patrol er et korps af 6 hunde og deres menneskeleder, Ryder. De hjælper borgere i byen, når der opstår kniber, store som små. Mens de samtidig strides med borgmesteren i nabobyen, der forsøger at efterligne Paw Patrol med katte. Hundene kommer ud på mange fine eventyr og lærer at overvinde deres frygt. En af de bedre børneserier, efter min mening!
Gurli Gris
Åh, hvor vi prøvede at undgå det, da jeg egentlig finder Gurli Gris lettere træls. Men Rosas gode veninde ser det og så efterspurgte hun det også. Og egentlig er det ikke så slemt. Jeg tænker, at de fleste børnefamilier kender til den spøjst udseende gris og hendes lillebror, Gustav. De bor i en by med en masse andre dyr, hvor vi følger Gurli og hendes familie i deres hverdag.
Teletubbies
Behøver de nærmere introduktion? Jeg var selv helt vild med Teletubbies, da jeg var barn. De sjove bamselignende væsener, baby-solen og støvsugeren med de kæmpe øjne. Teletubbies er godt for de helt små, omend det kan virke lidt trivielt med mange gentagelser. Men børn lærer især af gentagelser. Og så har Teletubbies altid en positiv energi!
*Gurli Gris findes både på Netflix og ViaPlay.
PS: Læs flere indlæg om TV- og film her.
PPS: Læs flere indlæg om livet med børn her.
Skriv et svar