Det endte alligevel med en januarbaby! Men det vidste vi faktisk godt. Vi har nemlig holdt på en ret stor hemmelighed i ca. 2 uger. Da jeg blev indlagt til aflastning, blev det nemlig besluttet, at jeg skulle igangsættes ca. 1 uge før termin. Vi fik tid om morgenen mandag den 27. januar og kunne altså derfor potentielt vende hjem samme dag med en baby. Det endte dog med at trække ret så meget i langdrag.

Derfor blev det den 28. januar, før han var ude. Jeg havde haft heftige veer siden 17-18 tiden om mandagen og omkring 23-midnat var jeg simpelthen så afkræftet, alt imens lillebror fortsat stod skævt i mit bækken. Jeg fik morfin, så jeg kunne få noget søvn. Sådan gik det dog ikke. Omkring kl. 01:30 tilkaldte vi jordmoderen, der sagde, at jeg skulle på fødestuen med det samme. Det endte med at være en rimelig voldsom fødsel, men jeg er ikke direkte traumatiseret af det. Lillebror kom ud til os kl. 5:14 og skulle have taget nogle blodprøver, da det var gået så hurtigt lige pludselig. Men vi er alle glade, har det godt og er kommet hjem i vante rammer efter et ekstra døgn på sygehuset.
Skriv et svar