Vi er vist mange, der efterhånden trænger gevaldigt til en opdatering af frisuren. Mit hår er pt. ret umuligt at få til at se nogenlunde pænt ud. Jeg har jo en asymmetrisk frisure og den er vokset så meget ud nu, at jeg ikke kan sætte det med voks. Men det ser heller ikke kønt ud, når det bare er redt igennem. Kort sagt, så glæder jeg mig til frisøren åbner igen!

Men når nu frisøren netop er lukket, giver det tid til at tænke lidt ekstra over frisuren. Min asymmetriske frisure med det røde og sorte hår er nok den, jeg har dyrket allermest. Derfor var det også oplagt at vende tilbage til den, da håret fik en ordentlig omgang efter, at Huxi var kommet til verden.

Inden jeg blev gravid (eller, strengt taget, inden jeg opdagede det) havde jeg dog kastet mig ud i et større projekt med mit hår. Jeg skulle være lyshåret og den bedste metode til dét er striber á flere omgange. Jeg nåede kun at få første omgang, inden graviditeten virkelig ramte og jeg ikke kunne udholde lugten af frisørsalon. Og efterfølgende var det som sagt oplagt (og nemmere) at vende tilbage til noget velkendt.

Jeg føler mig ganske tilpas og “som mig” med det røde og sorte hår. Men jeg ville nu også gerne have været færdig med at få lysnet hår, så jeg kunne danne mig det helt rette indtryk. Når jeg kigger på billederne nu, får jeg også lyst til det igen. Samt at gro håret ud til ca. den længde igen og ikke længere asymmetrisk. Især savner jeg at kunne lave krøller i håret.
Og netop nu, hvor frisøren er lukket, er der ikke meget andet for end netop at lade håret gro. Hvis det ikke var tilfældet, var jeg nok blot blevet utålmodig og blevet klippet hurtigst muligt. Jeg kan bare ikke med den dér irriterende længde, hvor det er halvt godt, halvt træls og lige akkurat kilder i nakken.
Hvad siger du? Skal jeg give det lyse hår et nyt forsøg? Og hvad har du af planer med dit hår, når frisøren får lov at åbne igen?
PS: Mere Beauty & Selfcare her.
Skriv et svar