Hvornår skal ens barn på eget værelse? Det er der vist ikke noget facit for. Det kommer meget an på barnets temperament, søvn, putteritualer og hvad man har mulighed for. I det meste af Rosas liv har vi boet i 2-værelses, så der har ikke rigtig været mulighed for andet end fælles soveværelse. Men sidste år flyttede vi 3-værelses og havde dermed mulighed for at indrette børneværelse. Egentlig var min plan, at hun skulle vænnes til at sove derinde, før Huxi kom til. Men sådan blev det ikke, da overskuddet ikke var der hos hverken mig eller Christian. Jeg var jo ret så dårlig og Christian overtog alt i hjemmet.
Forstyrret søvn
Jeg især kunne dog mærke, at det var ved at være tid. Rosa var begyndt at sove uroligt og Huxi har, lige siden fødsel, ikke været god til at sove om natten. Det betød, at han ofte rumsterede i de sene nattetimer eller blev ked af det som signal til, at han f.eks. var sulten. Det kunne Rosa godt blive vækket af og ende med at stå op en halv til en hel time tidligere, så hun ikke fik al den søvn, hun havde brug for. Omvendt kunne det også forstyrre Huxi, hvis hun ikke kunne sove og lå og snakkede.
Rosas sovemiljø er en god omgang genbrug.
Både sengen, sengetøjet, Gurli Gris og panda-nussekluden er fundet i Børneloppen.
Sengehesten kan jeg ikke finde igen, men denne ligner til forveksling. (reklamelink)
En lettelse
Efter vores ferie begyndte vi derfor at putte Rosa på børneværelset. Juniorsengen har stået klar, siden vi flyttede ind. Nervøsiteten kom nok især af, at vi lige var begyndt på et forholdvist nyt, men effektivt putteritual. Rosa har – med undtagelse af, da hun var omkring 4 måneder – aldrig kunnet falde i søvn, hvis ikke man blev hos hende. Men lige pludselig fungerede det. Vi kunne sige godnat og måske lige synge, gå ud og så gik der alt fra 5 minutter til en halv time, før hun sov. I starten blev hun lidt ked af det, men så gav hun sig til at snakke med sine bamser og faldt dernæst i søvn.
Da Rosa første aften blev puttet på børneværelset, sad jeg i lidt længere tid hos hende og sang. Dernæst forsøgte jeg mig med at gå. Hun kaldte et par gange, fordi hun ville have en ekstra bamse eller et glas vand. Og det var også ganske fint. Til sidst stoppede hun med at kalde og så gik der vist en times tid, før hun sov. Efterhånden er det så blevet korte og korte tid. Og det har faktisk været en ret stor lettelse. Jeg var overbevist om, at jeg skulle rende frem og tilbage mindst 5 gange om natten det første stykke tid. Det har overhovedet ikke været tilfældet. Hun sov igennem derinde fra dag ét. Og dagen efter første nat, bad hun selv om at sove lur derinde. Vi spurgte hende ellers, om hun ville sove i vores seng, som hun plejer. Men svaret var nej. Hun ville sove på sit værelse.
Hvornår kom dit barn på eget værelse? Hvordan gik det i starten? Eller er du til samsovning eller bare fælles soveværelse?
PS: Læs flere indlæg om livet med børn her.
Skriv et svar